Min tid i Slagelse - Under besættelsen
Af Paul Hviid Kristensen
Student fra Slagelse kommunale Højere Almenskole i juni 1949. 1. august 1949 ansat som assistentelev i København Kommunes socialdirektorat. Ansat i kommunen i 47 år, heraf de 15 år som socialdirektør og de sidste 5 år som kommunens EU-kommitterede. Gik på pension i januar 1997. Paul døde i 2017.
Barndomshjemmet og omgivelserne
I perioden 1942-1955 boede jeg sammen med mine forældre i Slagelse, og jeg vil her fortælle nogle af mine erindringer fra den tid. I 1942 var jeg 11 år, og det var således nogle centrale år i min barndom og ungdom, jeg tilbragte i byen.
Se mere om Paul Hviid Kristensens baggrund og liv i Slagelse under Emnet Livet i Slagelse, som findes her
Nogle af de minder fra den tid, der kom frem ved mit besøg, er naturligt nok dem, der har gjort størst indtryk og dermed er blevet dominerende i min erindring. Nogle af dem er begivenheder i de første år i Slagelse, hvor Danmark jo var et besat land med tyske soldater alle vegne og med en ihærdig modstandsbevægelse, der voksede med stadig større styrke hen over besættelsesårene.
Besættelsestiden
Meget hændte under besættelsen på Slagelse maskindepot og det omkringliggende jernbaneareal. Depotet lå tæt på Slagelse kaserne på Kastanjevej, hvor de tyske soldater havde deres domicil.
Slagelse kaserne 1938, hvor de tyske tropper i Slagelse holdt til under besættelsen. Foto fra www.slagelseleksikon.dk
Vi oplevede ofte, jeg tror dagligt, at de tyske soldater kom marcherende fra kasernen og hen ad Lindevej med gjaldende hornmusik og naziflaget i front for i strunk formation at dreje til venstre hen over Stormbroen for at indtage Slagelse endnu engang.
Tysk militærorkester på Slagelse Kaserne 1943 eller 1944. Foto fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv.
Så de tyske soldater var der hele tiden overalt. Jeg husker specielt to konkrete situationer i forhold til dem.
Den ene situation var om formiddagen juleaftensdag 1944, da jeg stod på Gammel Torv, hvor Rosengade møder Bredegade uden for Stenbæks boghandel. Jeg stod og afsøgte vinduet for forhåbentlige julegaver i form af Rafael Sabatinis romaner om kaptajn Blod, Scaramouche og Havørnen m.fl., som jeg var så fascineret af efter, at jeg som 9-10 årig i en biograf i Helsingør have oplevet Errol Flynn netop som kaptajn Blod.
Der var dog ingen af romanerne i vinduet, og det kunne der være flere grunde til dengang under krigen. Jeg blev imidlertid hurtigt optaget af noget helt andet, nemlig den tyske soldat, der i fuld uniform stod ved siden af mig. Han var ikke meget ældre end jeg selv, sytten måske atten år, og han stod og så drømmende ind i vinduet uden, at han helt selv fattede, hvad det var han så. Tårerne perlede ud af øjnene på ham, og hans bevægelse var tydelig. Som nævnt var det juleaften, og trods min unge alder fornemmede jeg, hvor hans tanker og følelser var henne. Han drømte sikkert om juleaften hos sin familie derhjemme med alt, hvad den betød for familie, sammenhold og tradition. Han var bare et menneske som alle os andre og ikke blot en fjendtlig soldat, og min fornemmelse for al krigs meningsløshed blev udtalt allerede på det tidspunkt.
Den anden situation, jeg husker tydeligt, vedrører Frederik, som var min og min brors legekammerat, og som boede ikke langt fra os henne tæt ved Slagelse kaserne. På det tidspunkt gik vi i skole på Slagelse gymnasium og var meget optaget af frihedskampen og modstandsbevægelsens indsats. Vores engagement blev ikke mindre af, at en af vores afholdte lærere, lektor Albert Ibsen, på et tidspunkt blev skudt, eller likvideret, som vi sagde dengang, af besættelsestropperne som hævn for en stedfunden sabotagehandling. De nærmere omstændigheder har jeg ingen erindring om, men jeg kan huske, at jeg har været med til at lægge blomster ved den mindesten, der blev opsat på stedet, hvor likvideringen blev eksekveret, et sted på landevejen mellem Slagelse og Sorø.
Modstandsbevægelsen havde et symbol, nemlig et trefarvet armbind. De tre farver var hentet fra det engelske flags farver – ”Union Jack”. Armbindet var til at få fat i ad hemmelige kanaler, og også vi skolelever på gymnasiet var bekendt med armbindets eksistens. Vores solidaritet med armbindet og dets symbolik udmøntede vi så i en trefarvet alpehue – eller snarere kalot – men farver og symbolikken var helt den samme.
Vi gik dengang i 2. mellem, som klassen hed, og det svarer til 6. eller 7. skoleår. Det var i 1944, og Frederik var en dag så letsindig at beholde huen på, da han begav sig på vandring ud af gymnasiet i Herrestræde og op i byen ad Stenstuegade.
En patruljerende tysk soldat øjnende hurtigt denne provokation, som han opfattede det. Han greb fat i Frederik, rev huen af ham og tildelte ham på stedet en rungende lussing, som gjorde ondt på Frederik i mange dage efter. Det var billigt sluppet for Frederik blot med en lussing, hvor hård den end måtte være, men vores agtelse for ham steg markant dengang i skolegården på Slagelse gymnasium.
Men mit barndomshjems placering lige op ad jernbanen betød også andre episoder under besættelsen. Når vi kiggede ud på sporene, så vi jævnligt svært bevæbnede tyske soldater spadsere frem og tilbage for ved deres tilstedeværelse at bekæmpe eller forsøge at forhindre de hyppigt forekommende sabotageaktioner imod banelegemet, som fandt sted hen over det ganske land med det formål at forhindre eller hæmme transport af tyske soldater og krigsmateriel frem og tilbage til de europæiske krigsskuepladser. På trods af soldaternes vagt på skinnerne skete der alligevel mange sporsprængninger, også lige neden for vore vinduer.
Lokomotivmesterens bolig fotograferet i 1950. De to damplokomotiver skjuler den nederste etage, mens boligetagen ses tydeligt. I baggrunden Stormbroen og den store ejendom Valbyvej 2, der ligger der endnu. Bag denne ejendom kan lige skimtes den øverste del af et skilt med Papirkompagniets navn. Forfatterens foto.
Min far var sædvanligvis vidende om kommende sabotageaktioner. Det var ikke noget min tvillingbror Leif, og jeg var bekendt med, men det undrede os altid, at far nogle gange som noget af det sidste inden han gik i seng, åbnede de inderste såkaldte forsatsvinduer – og specielt, hvis det skete midt i den koldeste vinter. Men på et tidspunkt om aftenen eller natten kom så braget, og en af følgevirkningerne var, at ruderne i soveværelse og stuer ud mod skinnerne blev splintret i småstykker. Her var det rart, at vi bare kunne lukke de bageste vinduer til og på den måde holde den værste kulde eller regn ude.
Far havde altid en forklaring på hændelsesforløbet, herunder hvorfor bagvinduerne havde stået åbne, men Leif og jeg måtte altid højtideligt love aldrig at fortælle om det til nogen.
Senere kom det frem, at ikke så få af lokomotivremisens personale var aktive frihedskæmpere, og med deres overvågen af de tyske soldaters færden samt store kendskab til banelegemet, kunne de give værdifulde informationer til modstandsbevægelsens planlæggere om de rette steder og tidspunkter for sprængninger af banelegemet i Slagelseområdet. Den aktive frihedskamp fungerede således også i denne sammenhæng, og tyskerne opdagede heldigvis aldrig, at vi bare kunne lukke vore vinduer efter de forskellige sprængninger.
Lokomotivremisen. Billedet er tidsmæssigt tidligere end besættelsestiden, men er medtaget, idet det på fortrinlig måde viser motorvognsremisen samt lokomotivmesterens bolig, hvor vinduerne er åbne og en enkelt nysgerrig kigger ud. Foto fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Jeg husker endnu en episode fra besættelsestiden fra området omkring mit barndomshjem. En frihedskæmper kom løbende alt, hvad han kunne ad Lindevej skarpt forfulgt af tyske soldater, som skød efter ham uden dog rigtigt at få ram på ham, om end han blev såret, som det viste sig senere.
Han løb ned ad trappen fra Ndr. Stationsvej og til venstre ind i remisen og videre mod kontoret, hvor min far opholdt sig. Han opfattede hurtigt situationens alvor, førte frihedskæmperen helt ind på kontoret, åbnede vinduet og gennede ham ud i haven med anvisning om at hoppe over hegnet ud til skinnerne og løbe væk ind under Stormbroen.
Væk var han, og sekunder efter stod tyske soldater med skarpladte geværer ude i vores gang, hvor de mødte far. Han benægtede at have set nogen, men åbnede døren ind til vor private bolig, hvor der dels var en trappe ned til kælderen og dels trappen op til vores lejlighed.
Soldaterne skyndte sig straks ned i kælderen, men de fandt selvfølgelig ikke, hvad de søgte, og kom hurtigt op igen. Dernæst skyndte de sig op i vores lejlighed, men med samme resultat. I kontorgangen vinkede far dem ind på sit kontor, hvor han viste tyskerne det åbentstående vindue ud til haven og skinnerne, og pegede desuden på nogle blodpletter på vinduet. Måske var frihedskæmperen løbet ud her? Det var også soldaternes vurdering, og de fortsatte hurtigt jagten ude på skinnerne, men takket være fars ”forhalingsmanøvrer”, var frihedskæmperen over alle bjerge, og tyskerne fik ikke fat i ham.
Ca. 2-3 uger senere dumpede der et brev ind ad vores brevsprække. Det var fra Danmarks Frihedsråd, der fremførte sin dybtfølte tak til far for hans hjælp til at undgå, at frihedskæmperen var faldet i tyskernes hænder.
Vi sad derhjemme samme aften med ild i kakkelovnen, og far læste brevet højt for os, og vi fik den bagved liggende historie fortalt i detaljer. Vi så alvorsfuldt på hinanden, inden far foldede brevet pænt sammen og puttede det ind i kakkelovnens ild. Far turde simpelthen ikke gemme brevet, hvilket godt kan ærgre mig i dag. Men han følte nok, at han i forvejen var lidt i tyskernes søgelys allerede på grund af sit arbejde, og en eventuel senere husundersøgelse kunne få katastrofale konsekvenser, såfremt tyskerne fandt brevet.
Oversigts tegning over stationsområdet i Slagelse i 1930’erne. Tegning af Erling Nederland. Gengivet i tidsskriftet Lokomotivet, nummer 46, november 1996. Tegningen gengivet med velvillig tilladelse fra Lokomotivet
Senere da krigen nærmede sig sin afslutning, kom der nye oplevelser til. Nede i Europa var de tyske hære på hastig retræte ved alle fronter, og flygtninge fra krigsskuepladserne strømmede i stort antal til Danmark. De blev typisk transporteret på store godstog, hvor de lå pakket sammen i vognene, der ofte var åbne og uden tag, så de lå på ladet udsat for vind og vejr, regn og kulde. Målet var at få dem placeret i flygtningelejre, men ofte var de dage undervejs, inden de nåede frem.
Det hændte, at nogle af disse tog stoppede op og blev holdende et godt stykke tid neden for vore vinduer og op til vores lille have ud mod skinnerne. Det var et trøstesløst syn, der mødte os. Selv i dag - så mange år efter – ser jeg for mig, som var det i går, den håbløshed og fortabthed, der lyste ud af øjnene på hver og en, hvoraf langt de fleste var ældre mænd, kvinder og børn.
På gårdspladsen foran huset og lige ud til skinnerne, havde vi en god gammeldags brønd med en meterhøj pumpe med langt håndtag stående. Vi benyttede den selv kun til vanding af haven, og aldrig til at drikke af, idet vi nok var usikre på, om vandet var rent nok til dette formål.
Men på dage med flygtningetog blev pumpen anvendt. Flygtningene gestikulerede til os og talte til os, uforståeligt og på mange sprog, og min bror og jeg gav dem lov til at klatre over hegnet og fylde kopper, krus og kander med vand fra pumpen. Far så af og til inde fra sit kontor, hvad der foregik, men gjorde ingen indsigelser.
Jeg husker endnu en begivenhed fra dengang med relation til togene, men med større glæde end flygtningetogene.
I den sidste tid inden besættelsens ophør lykkedes det som bekendt, ikke mindst takket være den svenske greve Folke Bernadotte, at få danske fanger fri af koncentrationslejrene i Tyskland og hjem til Danmark.
En dag gjorde et tog fyldt op med sådanne frigivne fanger midlertidigt ophold på Slagelse station, formentlig fordi nogle her skulle af toget og hjem til familien, eller måske fordi der skulle nye kul på lokomotivet. Rygtet om dette særlige tog nåede hurtigt rundt i byen, og der var mange som os, der mødte frem på perronen for at hilse og vinke til passagerne.
En midaldrende mand stod i et af togets vinduer og så lidt søgende frem for sig. Da han fik øje på mig, vinkede han mig hen til vinduet, rakte nogle mønter ned og spurgte om jeg ikke mens toget ventede, kunne skaffe ham noget drikkeligt, og gerne en øl eller to. Jeg ilede hurtigt ud på stationspladsen og over til en købmand på den anden side. Beløbet rakte til to øl, og så gik turen hurtigt hen til tunnelen og op på perronen. Da jeg nåede herop, havde toget netop sat sig i gang og dampede allerede med stadig større fart af sted langs perronen. Jeg så manden noget længere fremme i togstammen, hvor han ivrigt vinkede til mig. Aldrig nogensinde før havde jeg løbet så stærkt, og jeg nåede frem til ham, rakte øllerne op sammen med de resterende mønter, som han dog nægtede at modtage. Jeg glemmer aldrig nogensinde mandens varme og taknemmelige smil. Stakåndet og totalt udmattet sank jeg sammen mens toget for fuld damp hurtigt var væk. Min far og bror kom bagefter og samlede mig op.
Så blev det den 4. maj om aftenen. Vi hørte frihedsbudskabet i radioens hemmelige sender og begav os glade og forventningsfulde op i byen. Nu skulle der festes. Men vi kom ikke længere end til Schweitzerpladsen, da der pludselig kom en kortege af tyske soldater på motorcykler kørende nede fra kasernen. De skød til højre og venstre og op i luften med deres geværer. Vi skyndte os ind i porte og gårde og løb hjem så snart, der var mulighed for det.
Næste morgen mødte min bror og jeg frem i 3. mellem på Slagelse gymnasium. Som sædvanligt samledes alle klasser i skolens aula til morgensang og for at få de daglige budskaber fra rektor Christian Nielsen. Men denne morgenstund blev naturligvis noget særligt. Rektor gengav frihedsbudskabet og gav os fri resten af dagen, og så vidt jeg husker også de næstfølgende dage.
Trætte tyske soldater på Slagelse Station maj 1945. Gennemsnitsalderen ser ud til at være høj. Foto fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv.
Min bror og jeg og alle skolekammeraterne såvel som alle andre Slagelseborgere, der havde mulighed for det, opholdt os denne første dag og de følgende dage oppe på Gammel Torv, hvor Rosengade, Smedegade og Bredegade løber sammen. Selv stod vi overfor Stenbæks boghandel. Fra dette sted så vi de tyske soldaters spadseren ned ad Bredegade mod Korsør, hvor de efter sikre forlydender skulle aflevere deres våben med efterfølgende hjemsendelse for øje. Der manglede ikke vejende dannebrogsflag og jubelråb henover og til de tyske soldater, men de tog det pænt, trætte og modløse, som de var.
Tyske soldater på Bredegade på vej til Korsør og videre hjem til Tyskland. Maj 1945. I baggrunden anes lige Grønholts store forretning, der handlede med mange ting: Beklædning, konfektion, dametøj, frakker, tæpper, gardiner og sengeudstyr. Foto fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv.
En enkelt af tyskerne var ikke til fods, men sad højt til hest, han forekom at være en højt rangerende officer. På et tidspunkt følte han sig tilsyneladende så provokeret af de mange tilråb, at han pludselig greb til pistolen i sit bælte, og trak den op til skydning. Men han besindede sig dog straks igen, og puttede pistolen tilbage i bæltet, men han var rød og arrig i ansigtet under det videre ridt ned ad gaden.
Vi fra gymnasiet følte os i særlig grad hjemme på torvet i disse usædvanlige dage, for oppe i det åbentstående vindue over Stenbæks boghandel stod vores afholdte sanglærer fra gymnasiet, Fritz Haase, og han var som en anden Aksel Schiøtz vores forsanger med udgangspunkt i vores afholdte fædrelandssange, frihedssangen og meget mere fra højskolesangbogens repertoire.
Fritz Haase var en formidabel sanger, og inden han få år tidligere var kommet til Slagelse gymnasium som adjunkt i sang og fransk, havde han i København været et skattet medlem af ”De tre fra radioen” – et dengang berømt sangkor, hvor han sang sammen med andre kendte navne fra musikkens verden på den tid, nemlig Knud Vad-Thomsen, Svend Saaby og Ingvar Blicher-Hansen. Som det fremgår, var der kun tre i koret, og en af de nævnte afløste da også Fritz Haase, da han rejste til Slagelse for at tiltræde stillingen ved gymnasiet. Hvem af dem, der kom til koret ved denne lejlighed erindrer jeg ikke, men mit bud er Ingvar Blicher-Hansen.
Men tilbage til Gammel Torv og Bredegade, hvor alt gik fint, og hvor glæden, sangen og farverne, herunder Frederiks røde, hvide og blå hue, dominerede totalt.
Efter de første par dage ændrede billedet sig. Nu var de tyske soldater på vej væk, og i stedet kom engelske jeeps, tanks og alle slags køretøjer rullende op ad gaden med kurs mod København. Montgomerys soldater med deres gullige uniformer og røde baretter blev modtaget med stormende jubel og hurraråb.
Englænderne kommer til Slagelse. I baggrunden Sct. Mikkels Kirke. 6. maj 1945. Foto fra Slagelse Stads- og Lokalarkiv.
Det var uforglemmelige dage deroppe i centrum af byen, og det varede længe, inden vi gearede ned og vendte tilbage til dagligdagen og det normale skoleforløb.
Som en afsluttende erindring om besættelsestiden står en spadseretur til ”Frederikshøj” ude bag ved stadion og alle fodboldbanerne. En bred strøm af Slagelseborgere var på samme vej for at møde Christmas Møller og høre hans udlægning af frihedsbudskabet.
Christmas Møller havde som bekendt været i ”landflygtighed” i de seneste besættelsesår og havde fra sit domicil i London været vores fornemme og sande ambassadør hos bekæmperne af nazismen. Jævnligt havde vi under besættelsen hørt hans engagerede, ja nogle gange iltre stemme i frihedsradioen i taler til det danske folk. Og der stod han så i sit mørke og ulastelige tøj med sit flammende hvide hår, og vi følte, at alt faldt på plads efter besættelsesårene.