Min tid i Slagelse 1942-1955
Af Paul Hviid Kristensen
Student fra Slagelse kommunale Højere Almenskole i juni 1949. 1. august 1949 ansat som assistentelev i København Kommunes socialdirektorat. Ansat i kommunen i 47 år, heraf de 15 år som socialdirektør og de sidste 5 år som kommunens EU-kommitterede. Gik på pension i januar 1997. Paul døde i 2017.
Barndomshjemmet og omgivelserne
I perioden 1942-1955 boede jeg sammen med mine forældre i Slagelse, og jeg vil her fortælle nogle af mine erindringer fra den tid. I 1942 var jeg 11 år, og det var således nogle centrale år i min barndom og ungdom, jeg tilbragte i byen.
Min far var lokomotivmester på Slagelse maskindepot, der måske mere beskrivende var remise for DSB´s lokomotiver. Maskindepotet var beliggende på hjørnet af Ndr. Stationsvej og Valbyvej lige nedenfor Stormbroen, der fører over baneterrænet til Jernbanegade og videre op til Schweitzerpladsen. Ved et besøg i byen for nogle år siden måtte jeg konstatere, at maskindepotet med tilhørende tjenestebolig for lokomotivmesteren var revet ned, og der på stedet nu blot var en tom ukrudtbevokset grund.
Paul Hviid Kristensens far Kristen Harry Kristensen fotograferet 1955. Udlært maskinarbejder på Taastrup Maskinfabrik i 1921. Ansat som lokomotivfyrbøderassistent i D.S.B. i 1929. Lokomotivmester i Slagelse 1942-55 og derefter og frem til sin død i 1970 lokomotivmester i København. Forfatterens foto.
Jeg var ved besøget bekendt med, at Slagelse maskindepot i mange år ikke havde været, hvad det var i sine velmagtsdage, da Slagelse var den centrale remise for togdriften i Vestsjælland. Herfra dækkede man lokaltogtrafikken til Kalundborg over Værslev, til Næstved og Skælskør og i et vist omfang også lokaltogforbindelserne mod Korsør og Sorø.
Men da lokomotiverne med deres kul, vand og damp ophørte som trækkraft henover 1960’erne og 1970’erne for at blive afløst af diesel- og ellokomotiver, blev centerfunktionen, der nu ikke længere krævede så megen plads og ressourcer i form af kuldepoter, vandreservoirer m.v., flyttet til Korsør med direkte kommunikationslinje til København.
Slagelse maskindepot tabte sin centrale rolle og profil, og blev mig bekendt mest brugt som sted for tograngering, togparkering, depot m.v. Men ved mit besøg i byen kunne jeg konstatere, at dette var helt slut, og det var lidt overraskende at stå på Stormbroen og kigge på det sted, hvor min far havde haft sit job i så mange år. Og som nævnt boede vi i alle årene i tjenesteboligen på 1. sal med soveværelse og stuer direkte ud imod banelegemet og sporene, hvor tog regelmæssigt buldrede forbi, sydende, dampende og larmende. Al den røg og damp var en selvfølgelig del af vores dagligdag, og vi havde hurtigt vænnet os til den som en del af fars arbejdsplads. Vinduerne i maskindepotet var forsynet med et dobbelt sæt ruder for at dæmpe disse støj- og røggener.
Som nævnt boede vi på 1. sal over maskindepotets kontorer, opholdsrum m.v. og med remiser og drejeskive til lokomotiver, vandtårn m.v. i forlængelse af depotet. Der var også en kælder fyldt op med kul og koks til husets opvarmning. Det var lidt af en opgave hver dag i vintersæsonen at hente spande fyldt med koks op til første salen og skovle koksene ind i kakkelovnene.
Maskindepotet lå som omtalt tæt op til Stormbroen og sporene til Sorø og København mod øst. I vestlig retning lå depotet op til Slagelse station med toge og busser mange steder hen. Som det fremgår af illustration 4 lå maskindepotet under gadeniveau – ”nede i hullet” – og alene os, der boede i tjenesteboligen på 1. sal var så privilegerede at have udsigt til gadeniveau og dermed kunne følge med i alt, hvad der skete her. På den anden side af sporene lå maskinfabrikken ”Alliancen”, en filial af Vilhelm Petersens maskinfabrik i Høng. Her blev min tvillingebror Leif tilbage i 1950’erne udlært som maskinarbejder. Ved siden af Alliancen ud imod jernbanen lå også lokomotivmesterens urtehave. På den anden side af Alliancen hen imod Sdr. Stationsvej lå en præstebolig med en smuk have. Det var her min bror og jeg i 1946 gik til konfirmationsforberedelse.
Ikke langt fra mit hjem – på det modsatte hjørne af Ndr. Stationsvej og Valbyvej - lå der som nu en butik, dengang købmand Sau. Inde i gården blev der leget med mange af de kammerater, der boede i den store ejendom. Ofte kom der gårdmusikanter, som spillede på livet løs på deres harmonikaer, mens beboerne oppe fra vinduerne kastede mønter ned til dem, som vi af og til hjalp dem med at samle op. På samme hjørne meldte mælkemanden dagligt med høj klokkeklimten sin ankomst tidlig morgen eller formiddag. Metalklokken var placeret ved chaufførsædet, så mælkemanden kunne trække i klokkesnoren og bimle med den tidligt os silde. Når vi hørte lyden, var vores opgave klar. Vi tog de store og tomme mælkeflasker frem, og så var det om at komme ud til mælkemanden og få fyldt flaskerne op, og dernæst få lukket dem forsvarligt med de påhæftede gummipropper. Det var den måde, man købte mælk på dengang. Og den smagte godt, nymalket som den var fra køerne ude på gårdene omkring byen.
Nogle af de minder fra den tid, der kom frem ved mit besøg denne dag udover ovenstående, er naturligt nok dem, der har gjort størst indtryk og dermed er blevet dominerende i min erindring. Nogle af dem er begivenheder i de første år i Slagelse, hvor Danmark jo var et besat land med tyske soldater alle vegne og med en ihærdig modstandsbevægelse, der voksede med stadig større styrke hen over besættelsesårene.
Besættelsestiden
Se Paul Hviid Kristensens beskrivelse af livet i Slagelse under besættelsen her.
Skoletiden på Slagelse gymnasium og fritiden
Netop i år er det 60 år siden jeg sammen med mine klassekammerater blev student på Slagelse gymnasium – eller som det hed dengang: ”Slagelse Kommunale Højere Almenskole”. Dengang lå gymnasiet i Herrestræde, hvor der nu kun er få bygninger tilbage fra den tid, nemlig de to bygninger bag den nuværende teaterbygning, hvor der dengang var gymnastiksale for henholdsvis pigerne og drengene, men som vist nu bliver brugt til forskellige kulturelle formål.
Illustration 10: Lærerne på Slagelse Kommunale Højere Almenskole (gymnasiet) 1947. De 3 øverst oppe er fra venstre: Martin Nielsen, Kristen K. Bregendahl og Kristen M.A. Brudsig. De 4 i næstøverste række er fra venstre: Hans Peter Bendtsen, Erik Nørgaard, Aage V. Juul og Christen Staun. De 4 i næste række er fra venstre: Bjørn Ottosen, Frederik Frederiksen, Mogens Funch og Hans Skov. Næste række fra venstre: Uden for trappen rektor Christian Nielsen, Vilhelm Larsen og med det lille skæg Theodor Lauridsen. De 6 forreste er fra venstre: Harry Eskildsen, Einar Clausen, Frederikke Liliendahl, Ester Riishøj Petersen, Walther Sachse, Helge Thomsen og Vilhelm Brandt. Forfatterens foto. Samme foto er i Børge Riis Larsens: ”Slagelse Gymnasiums Lærere 1927-2002. (2002), side 17, og det er herfra de lærere, Paul Hviid Kristensen ikke præcist kunne huske navnene på, er identificeret. Det er også her, at det fastslås, at billedet er fra 1947.
Min klasse har i mange år mødtes hvert år for at fejre vores fælles fortid og nyde vort gode kammeratskab – således også i år ved gymnasiets translokation 26. juni. Der er fortsat en form for indforståethed mellem os, og det er en god fornemmelse for alle at være sammen, hvilket egentligt er underligt, når man tænker på, at det reelle fællesskab mere eller mindre ophørte for så mange år siden.
Samværet har ændret sig undervejs. Tidligere havde vi alle stadig store forventninger hver især til fremtiden. Livet var kraftfuldt, og det var dejligt at tænke tilbage, men også at tænke frem. De senere år må vi nok konstatere, at de fleste udfordringer er modtaget og givet, og der derfor er mere at tænke tilbage på.
Den centrale dag i vores gymnasietid var naturligvis den 23. juni 1949, hvor alle vi, der var blevet studenter, fik den hvide hue sat på hovedet af rektor Christian Nielsen. Det var en tradition, som først måtte overstås. Herefter skulle vi, som det sig hør og bør, feste og danse og det mange aftener og nætter. Slagelse Højere Almenskole var dengang gymnasium for det meste af Vestsjælland. Kun Sorø Akademi, Stenhus ved Holbæk og Herlufsholm Kostskole brød monopolet, og netop disse skoler var jo ikke for hvem som helst. Så Slagelseskolen havde elever fra både Skælskør, Korsør, Kalundborg, Sorø og Ringsted med mellemliggende mindre byer og landområder. Derfor kom vi vidt omkring til vores fejring af studentereksamen. Men vi sluttede altid natten af på Nytorv i Slagelse, hvor lektor Helge Thomsen satte sig på brostenene med sin sav og violinbue for at spille op til ”den allersidste dans”.
Der er en særlig oplevelse fra den gang, jeg vil nævne. Netop kommet hjem sent på aftenen fra en af disse udflugter til ”provinsen”, sad nogle af os tilbage over en enkelt ”godnatbajer” i Anlægspavillonen” i Slagelse, da en tjener pludselig kom hen til os med en bakke med 4 øl og samtidig en hilsen fra ”bordet derhenne”. Efter at overraskelsen havde sat sig, rejste vi os og begav os hen til bordet. Vi blev venligt modtaget med nogle ord, vi måtte sunde os lidt på, og dengang næppe helt fattede dybden i. ”Klargør for jer selv”, sagde de ædle givere, ”at den tid I oplever netop nu, vil I aldrig glemme og altid længtes efter. I er fulde af forventning til livet foran jer, nuet her vil være et højdepunkt i jeres tilværelse, og ingenting senere hen vil blive som dette – derfor øllet”.
En af dem tilføjede med et glimt i øjet og på latin, hvad vi ikke forstod, for vi var alle ”matematikere”: ”In perpetuum rei memoriam” (til evig erindring om sagen), for han var nemlig en af byens højt estimerede advokater (landsretssagfører hed det dengang) og han kunne sin romerret. Vi glemte aldrig dette intermezzo. Det er så flot, at man tager initiativ til sådan noget, og reagerer så udfarende og positivt overfor mennesker, man møder, men ikke kender.
Ved mit besøg i byen for nogle år siden måtte jeg også konstatere, at Anlægspavillionen ikke eksisterer længere. Fra min tid i Slagelse husker jeg dels ballerne i Anlægspavillionen i ungdomstiden, men også mange musiske oplevelser i det fri i sommermånederne. Et eksempel fra operaens verden er Frans Andersson, der stod på friluftsscenen tæt ved Parkvej og sang med sin barytonstemme til Monna Rye Andersen om at ”række mig din hånd, du kære”. I den mere underholdende genre husker jeg Raquel Rastenni og lørdagspigerne (Nete Schreiner, Birthe Buch og Inge Strauss), der sang på livet løs af datidens schlagere og refræner.
Nu jeg er ved den kulturelle del, husker jeg også, at Slagelse i min barn- og ungdom var stedet, hvor omrejsende teatre, musikere og orkestre m.v. regelmæssigt kom forbi, og mange teaterstykker – bl.a. fremført af det Kongelige Teater, blev opført i Slagelse Teater, som dengang, så vidt jeg husker det, lå ved Schweizerpladsen. Specielt husker jeg én teateroplevelse, nemlig et teaterselskab, der var på turne med den franske dramatiker Louis Verneuils stykke: ”Familien Chantrels ære”. Når jeg særligt husker denne forestilling skyldes det ikke mindst, at den kvindelige hovedrolle blev spillet af Lily Weiding med Sigfred Johansen som modpart. Lily Weiding gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og mit ungdommelige sind, og gav mange problemer for mine kvindelige bekendtskaber senere hen i voksenalderen. I mit sind har ingen skuespillerinder senere kunne udkonkurrere hende.
Tilbage til skoletiden. Mange af os, der blev studenter sammen, var ikke blot kammerater fra gymnasietiden, men havde også gået sammen i det, der dengang blev benævnt ”Mellemskolen”. Mellemskolen banede vej til enten realklasse eller gymnasium, og var i Slagelse knyttet til Almenskolen. Nogle af os var elever sammen fra første til fjerde mellem, og hoppede derfra op i første gymnasieklasse, nogle som sproglige, andre som matematikere. Her mødte vi så ”tilflyttere” fra andre skoler eller realister, der nu gerne ville fortsætte skolegangen i gymnasiet.
Allerede i mellemskolen var der gode oplevelser. Der var tradition for, at eleverne i 3. mellem sammen med nogle lærere i maj måned tog på udflugt til Møns klint. Turen blev for min klasses vedkommende udsat til efter sommerferien, idet det netop var i maj 1945, jeg gik i 3. mellem – og jeg har tidligere berettet om de særlige begivenheder netop i maj dette år. Vi var af sted med lærerne Juhl, Clausen og vores klasselærerinde, der hed frøken Karen Gam. Turen foregik dels med tog, og dels på vores medsendte cykler. Vi havde en rigtig god tur med mange oplevelser, og vi skulle hver især forberede at fortælle om nogle steder eller begivenheder. Jeg skulle fx selv fortælle om herregården ”Marienborg” på Møn, ca. 7 kilometer sydvest for Stege. Efter den tur følte vi, at de tre deltagende lærere mere var ”vores lærere”.
I gymnasiet – enten 1. eller 2. gymnasieklasse – husker jeg også en to-dags tur til København. Vi var inde og se Nationalmuseet og Ny Carlsberg Glyptoteket, og om aftenen var vi i det Kongelige Teater, hvor vi så Kaj Munks skuespil ”Ordet”, der blev opført af datidens allerfremmeste skuespillere, og det var en bevægende oplevelse. Vi sad oppe på en af balkonerne, og selv sad jeg ved siden af lektor Skou, en af vore afholdte og meget respekterede lærere. Jeg oplevede, hvordan han flere gange under forestillingen måtte hive sit hvide lommetørklæde op af lommen for at tørre tårer væk fra kinderne og selvfølgelig fulgte vi lydige elver trop. Her fik vi demonstreret basale menneskelige træk hos vore lærere.
Et andet forhold, der også gav inspiration og læring til vores fællesskab i klassen, var de forskellige lokaliteter, vi kom fra og de deraf afledte forskellige sociale og også kulturelle forhold, vi mødte frem med. Og det galt både elever og lærere. Det gjorde på én gang vort samvær anderledes og spændende på sin særlige måde, og det erfarede og lærte vi meget af – noget vi måske først har erkendt efterfølgende i tilværelsen.
Jeg kan derfor fra min skoletid til fulde godkende og acceptere ”skolens bomærke” (der vist netop nu er blevet erstattet af et andet) med Hellig Anders brønd og tilhørende tekst, vist forfattet af en af skolens lærere, Georg Buchreitz, for mange år siden:
Vi øser af den dybe Brønd,
som Fortids Folk har gravet,
og Søn og Datter gaar den Vej,
som Far og Mor har travet
Vi høster Korn og dyrket Jord,
som Fædre pløjed, harved,
og ruger Ord og synger Sang,
- og alting har vi arvet.
Vi øver egen Tids Bedrift
og tænker nye Tanker
og er dog kun en lille Kvist
Blandt Millioner Ranker